Det nye børnesyn
Det nye spædbarnsparadigme
Marte Meo metodens faglige fundament er udviklingspsykologien herunder teorier om tilknytningsmønstre, neuropsykologi og mentalisering og altså evnen til at se barnet indefra og sig selv udefra i et givent samspil.
Tidligere tiders børnesyn antog, at det lille barn blev født som et ubeskrevet blad! At barnets liv først begyndte ved fødslen, og at det nyfødte barn nærmest var følelsesløst. Børn skulle ses men ikke høres, og opdragelsesformen var kæft, trit og retning. Børn blev korrekset og irettesat endda med korporlige afstraffelser.
Nu ved vi, at når børn får skældud, stivner deres nervesystem, der produceres stress hormoner, som først falder til ro efter flere timer. Nok stopper en adfærd, men den stopper af frygt ikke fordi, barnet har erfaret eller lært noget, og derfor vil barnet igen og igen få skældud, fordi frygt hæmmer indlæring.
Ved at være den autoritative voksne (ikke at forveksle med autoritær) som fortæller og viser barnet, hvad det kan eller skal gøre, opnås en tryghed og en stemning, hvor barnet får erfaring med at de voksne viser mig vejen frem.
Det kan give udfordringer for en forælder, der i sin egen opvækst blev mødt med korrigering og skæld ud, for når vi bliver pressede, reagerer vi med vore indre modeller for opdragelse. Via videofilm sker en øjenåbner, og langsomt erfares nye opdragelsesmodeller.
Når barnet lige er født, et det ikke meget mere intelligent end en grønsag. Et nyfødt barn kan ikke se med undtagelse af evnen til at skelne lys fra mørke. Det synes også ude af stand til at høre. Det er rent faktisk ikke direkte bevidst om noget som helst.
J.P. Griffith
Vi ved nu takket være massiv empiri og forskning, at et lille barn og mennesker generelt har brug for andre mennesker for at kunne trives. Langsomt har denne tænkning vundet fodfæste og efterhånden kan neurovidenskabens forskningsresultater bygge bro mellem neurobiologien og neuropsykologien.
Daniel J Sigels skriver i sin bog ” Sindets tilblivelse og Udvikling” bl.a andet: ” Med andre ord former forbindelser mellem mennesker de neurale forbindelser, hvoraf sindet opstår”. I bogen samler Sigels neurovidenskaben, psykologien og psykiatrien og underbygger kompleksiteten men viser, hvordan den nye neurovidenskab forsyner os med nye indsigter.
Hjerneforskningen har taget syvmileskridt, og med de mere og mere avancerede hjernescanninger er det nu muligt at dokumentere tidligere antagelser om påvirkning af hjernen i barnets opvækst. En særdeles kompetent forsker, Martin Teichert, har ydet valid forskning omkring dokumentering af barndommens vilkår og de spor, der sætter sig i barnets hjerne. Herhjemme har vi Susan Hart, som ukueligt arbejder med neurovidenskaben og den nyeste videns betydning for, hvordan vi som professionelle arbejder med børns trivsel og udvikling.
Op gennem 90’erne voksede interessen for tilknytningsteorierne. De vigtigste bidragsyder er Winnicut, Bowlby, Sterne, Fonagy og Schore.
